Mytologiske landskaber – soloudstilling (1997)

© Birthe HavmøllerFAKTA:
Soloudstilling: ‘Mytologiske landskaber af Birthe Havmøller’
Sted: Galleri Image, Århus
Dato: 1 – 30/3 1997

 

 

Pressemeddelse

Birthe Havmøller: “Fotografiet er for mig et kreativt fristed, hvor al min “excentricitet” kan få luft. Et fredet område. I øjeblikket er det en række mystiske temaer, som fascinerer mig. Det er fortrinsvis disse mystiske temaer, som bestemmer, hvor jeg drager hen for at fotografere. Her sker det dog ofte, at vejen bliver vigtigere og mere spændende end målet i sig selv.
Mine fotografiske friser på udstillingen “Mytologiske landskaber” er billeddigte, der er som puslespil med landskaber på, dukker frem lidt efter lidt, som jeg finder de enkelte brikker og deres rette plads. – Ingen af friserne er panoramaer i traditionel forstand.
Friserne handler om himlens forbindelse med jorden og menneskets forbindelse med himlen. Det er billeder på tværs af tid og sted, billeder fyldt med stilhed og overgange til evigheden. Panoramaerne fortæller deres historie om mine indre landskaber – billeder som porte til en anden dimension.
Jeg arbejder kunstnerisk med mine fotografier eller “drømmebilleder” ud fra den tese, at der lig de almindelige drømme, vi drømmer om natten, også findes drømme og indgange til drømmeplanet om dagen. Kameraet og fotografiet er blevet et hjælpemiddel for mig i mig ønske om at få indblik i denne indre verden.
Jeg har en formodning om at mine “Mytologiske landskaber” fortæller historier om mytologiske – fælles arketypiske – reaktionsmønstre. Da jeg i min kunstneriske proces ikke kan eller vil beskrive disse mytologiske mønstre med de almindelige symboler er “budskaberne mere eller mindre slørede eller “pakket ind i” visuelle sanseoplevelser af alle naturens små detaljer. Detaljer, der lidt efter lidt, som øjet bevæger sig over frisens billedflade, vokser sammen til den store form, der danner landskabet.
Friserne stråler af glæde over de umiddelbare sanseoplevelser, der er at finde i naturen. Enkelte af fiserne skiller sig ud fra billeddigtenes meget direkte fortællende form. Dette skuldes at jeg på et tidspunkt udforskede begrebet “hellige steder” – kraftens fokuspunkter i landskabet. For dem hvem en nøgle til mine myter måtte være interessant, kan jeg fortælle at der i forbindelse med mit arbejde med mytologiske landskaber dukker følgende ikoner op – ”Den bevingede Cirkel”, “Horus’Øje” og “Soltegnet”. ” – citat fra Galleri Image’s pressemeddelelse.

© Birthe Havmøller
Friser ‘Soltegnet’, ‘Muren’ og ‘Båden’ fra udstillingen Mytologiske landskaber af Birthe Havmøller