Kunstformidling

Birthe Havmøller bruger sin fritid på at blogge om ‘queer feminist art’, Det er et langsigtet internationale kunstformidlingsprojekt, som handler om at skabe øget synlighed omkring lesbiske, biseksuelle og queer feministiske kvindelige kunstnere og deres værker.

Om at formidle ‘queer feministisk kunst’

© Birthe HavmøllerBirthe Havmøller fortæller:
‘Kunstbloggen og kunstformidlingsprojektet Feminine Moments – Queer Feminist Art Worldwide er et nonprofit projekt. Jeg redigerer kunstbloggen i min fritid. I øjeblikket består materialet, jeg publicerer primært af artist statements, som jeg får tilsendt fra kunstnerne, og af videoer med artist talks og foredrag, som jeg deler fra Youtube.

Jeg lancerede projektet i 2003, fordi jeg på daværende tidspunkt ikke kunne finde en eneste hjemmeside eller online portal, der promotede samtidskunst lavet af lesbiske og queer feministiske kvindelige kunstnere verden over. Hjemmesiden startede meget beskedent med en litteraturliste og en masse links til kunstnernes hjemmesider og blev nogle år senere udvidet med en kunstblog.

Mit mål med dette formidlingsprojekt er at skabe en stærk online platform, som præsentere værker, kunstprojekter, performances m.v. lavet af lesbiske og queer feministiske kunstnere. Al kunst skabes på basis af inspiration i det personlige, i kunstnerens hverdag, i oplevelser og i kunstnerens filosofiske forståelse verden. For out and proud lesbiske og queer kunstnere ender det personlige ofte med at blive politisk så snart, det præsenteres ude i den almindelige offentlighed – dvs. kunsten bliver feministisk. De queer feministiske kunstnere bruger tit kunsten til at skabe en visuel dialog med modhistorier i forhold til den herskende norm stadigvæk kan virke meget patriarkalsk, på trods af 100 års kamp for kvinders ligeret og folks ret til at være LGBTQ er uden at blive diskrimineret.

Jeg arbejder på at gør disse kvindelige kunstnere mere synlige på internettet, så de kan have nemmere ved at følge med i deres kollegers kunstprojekter og for at give den internationale kunstverden lejlighed til at følge med i hvad der sker i denne lille niche af kunstlivet.

Dette langsigtede formidlingsprojekt er min gave til kunstlivet og LGBTQ miljøer verden over.’