Hvad mon ‘queer tango’ kan udvikle sig til som dans?

af Birthe Havmøller, maj 2019


Birthe Havmøller og Maite Dobarro. Foto: Luis Orlando Martinez

Jeg har været en del af queer tango-miljøet i knap 10 år. Jeg interesserer mig for dansens udvikling og kigger løbende efter tegn på hvad queer tango kan udvikle sig til som dans (dansestil). I skrivende stund [maj 2019] tager jeg pulsen på queer tango. Dansen og miljøet har et navn, der er inspireret af Judith Butlers queer teori, og en vis portion politisk balast fra de homomiljøer, dansen er udsprunget af i starten af 00’erne.

Jeg hælder til den idé, at ’queer tango’ har et udviklingspotentiale som en unik dansestil i argentinsk tango og igennem mit internationale arbejde som tangoarktivist arbejder jeg for at fremme en dialog om dansen med hjemmesiden The Queer Tango Projekt og gratis publikationer som f.eks. e-bogen The Queer Tango Book, (2015, ed. Birthe Havmoeller, Ray Batchelor anog Olaya Aramo).

Jeg ser en forskel på det, folk rent faktisk danser på queer tango milongaer, og selve dansens udviklingspotentiale som tangostil og tangopædagogik. Jeg vælger helt bevidst, at se de to ting som individuelle fænomener selv om de er nært knyttet til hinanden. For mig kan idéen om dansen, dens kerneværdier og praktiske dansestrategier sagtens eksistere uden at der er nogen som danser ’queer tango’ i aften eller i morgen… Potentialet for dansen er der stadigvæk. Det der sker i queer tango-miljøerne og på queer tango milongaerne er af historisk betydning for tangoverdenen. Men det er ikke afgørende for hvordan visionære dansere tænker om dansen.

Jeg vil yderligere gøre opmærksom på queer tango, som et LGBTQ miljø, er en politisk bevidst subkultur, men queer tango er en dans, der kan danses af alle uanset køn og seksualitet. I de tilfælde hvor jeg har haft lejlighed til at påpege dette faktum over for en større gruppe af queer tangodansere, så er jeg blevet mødt med moderat forvirring, da mange antager at queer tango er et brand snarere end en dansestil, således at queer tango er alt hvad der danses (af queers) ved et queer tango arrangement. Det er dog min overbevisning, at queer tango er mere end ’bare’ tango af folk som identificerer sig som queer eller homo. Og at dansen skal ses som den seneste af en lang række dansestile i den argentinske tango, skabt af en subkultur ud fra det miljøets specielle behov, hvorefter den kan sprede sig til resten af tangoverdenen, hvis der ellers er folk rundt omkring ved de almindelige milongaer, som synes at det er interessant at danse queer tango.

Det kræver overskud, kreativitet og nysgerrighed at tage en dans til sig for at udvikle den. Det er nok de færreste, som dansere (queer/straight, m/k) som tager dansen til sig med henblik på at udvikle den. Det vil altid være individuelt fra danser til danser, hvor nemt eller besværligt det føles at håndtere forskellige tangostile og de dertilhørende føringsstile/teknikker. Det har noget med ambitions niveau og hvordan man er skruet sammen oppe i hjerne. Men uanset hvor hurtigt og hvor meget, der bliver arbejdet på at udvikle dansen, så er den som en dråbe i havet. Den skaber ringe som bevæger sig igennem hele tangomiljøet. Det specielle ved denne ’dråbe’ er nemlig, at den stiller spørgsmål ved status quo i tangoverdenen.

Hvor langt er queer tango nået på international plan?
Med hensyn til miljøets grundlæggende dansefilosofi og kerneværdier, så vil jeg først nævne, at alle queer tango dansere på internationalt plan er enige om, at rollerne i tango ikke har et “køn” og derfor ej automatisk, per default, skal være knyttet til et biologisk køn i tangopædagogikken. – Det sociale princip om at en mand=en fører og en kvinde=en følger, som er blevet til et undervisningsprincip, er noget som hører til den heteronormative mainstream tango. I queer tango opfordres man derimod til at danse med hvem som helst, som smiler og gerne vil danse, uanset deres køn, seksualitet og alder. Man har endvidere den grundholdning at mand-mand og kvinde-kvinde par ikke må blive udsat for homofobiske angreb og kommentarer, når de danser. Men dette sker rundt omkring på milongaerne i mange storbyer, og derfor har queer tango-miljøerne, små 20 år efter den første queer tango festival afholdt, stadigvæk deres berettigelse som arrangører af queer milongaer som safe spaces for queer og homoseksuelle dansere. Selv om vi almindeligvis her i Danmark går ud fra at alle, som har lyst til at danse med hinanden helt naturligt har en plads på mainstream milongaernes dansegulve, så er dette dog langt fra tilfældet resten af i verden.

I dag afholdes der på verdensplan plan omkring 12 queer tango festivaller (den største er festivallen i Berlin, der har 300-400 deltager) og 5 queer tango marathons årlig. Derudover er der i 2019 fem queer tango retreats (5-dages højskolekurser) i Europa, utallige weekendkurser. Antallet af arrangementer er generelt stigende.

Tango med åbne roller vs. queer tango
Danserne i queer tangomiljøerne er enige om, at der er en stor forskel på at danse ‘tango med åbne roller’, hvor den en eller begge dansere danser den anden rolle i forhold til deres biologiske køn, og at danse ’queer tango’, hvor danserne laver x-antal rolleskift undervejs i dansen.

Tango med åbne roller
Tango med åbne roller (også kaldet “dobbeltrolletango”) danses med fast aftalt rollefordeling – dvs. fører ‘fører’ og følger ‘følger’ hele vejen igennem dansen og som regel også videre igennem hele tandaen. Set fra et queer/feministisk standpunkt er det at manifestere et heteronormativt rollemønster, hvilket er en problematisk dansestrategi, da førerens aka den hvide mands tangorolle altid vil have mere status og magt end følgeren uanset danserenes køn; specielt i de almindelige dansemiljøer, hvor der er stor eftespørgsel efter ‘førere’ p.g.a. en overvægt af kvinder, som udelukkende danser ‘følgere’. – Med Totally in Tango som den mest markante af arrangørerne er tango med åbne roller er nu blevet etableret som et dansefænomen med eget subkulturelle tangomiljø i Europa, hvor straight dansere mødes for at danse tango (salon) med åbne roller.

Queer tango med flydende roller
Det nye filosofiske dansekoncept som queer tango har udviklet som et bud på en vej udenom problemet med ulige magtfordeling og den iboende heteronormative rollefordeling i den argentinske tangos er: at queer tango skal danses med ‘flydende roller’. Når en queer tango danses med tydelige rolleskift, hvor der skiftes både position og dansefatning flere gange i en dans, så kaldes denne teknik/figur for intercambio (en fællesbetegnelse for mange typer af moves), men man kan ikke forvente, at alle folk ved et queer tango arrangement er interesseret i at skifte roller/danse queer tango. På queer tango milongaerne er intercambio specielt populær blandt de mandlige dansere. Tangueraerne derimod foretrækker at danse ‘tango med åbne roller’. Jeg har dog mødt nogle kvinder, som peger på en alternativ fortolkning af queer tangoens ‘flydende roller’. Da de kvindelige dansere altid har været ‘first movers’ i helt fra starten af i LGBT tangomiljøernes tidlige dage i Europa i slutningen af 1980erne, så lytter jeg godt efter hvad, der rører sig bland de queer tangueraer, jeg møder på min vej.

Forskellen ligger i de små detaljer
De queer feministiske tangueraer foreslå ganske enkelt, at man danser sin queer tango med rolleskift uden at ændre på dansefatningen. Følger man denne dansestrategi, så kan en fører IKKE længere med en basis intercambio-move eller en mere avanceret rolleskiftsfigur, GIVE ansvaret for føringen over til følgeren, for tegnet på skiftet – det at dansefatningen ændres – er ikke længere tilstede til at indikere hvornår arbejdsfordelingen skifter i dansen. Der skal i stedet for udvikles en mere subtil indføling, hvor føreren skaber en ‘åbenhed’ i sin føring, der som en subtil invitation kan resultere i at følgeren m/k TAGER føringen. Denne teknik suppleret med en styrkelse af følgerens tangorolle og dansernes selvforståelse, således at følgerrollen danses ud fra den erkendelse, at det er helt naturligt at TAGE ANSVAR for føringen af parrets dans, også uden at være blevet inviteret til dette fra førerens side. Udover denne dansestrategi, som fremmer en mere ligeværdig arbejdsfordeling i dansen, så tror jeg også, at små korte ’queer interventioner’ fra følgerens side vil blive et af de karakteristiske træk ved queer tango (dansestilen). Jeg er spændt på om den nye generation af unge queer tango undervisere vil prøve kræfter med at udvikle dansen.

Tak for inspiration!
Jeg vil gerne sende en tak til følgende dansere for at de har taget sig tid til at dele deres tanker og erfaringer med mig:

Sabine Rohde, som tilbage 2010-11 var den første danser, der præsenterede mig for tangueraernes strategi om at danse queer tango med rolleskift uden skift af dansefatning.
Mette og Jessica fra M2tango, der som optakt til Copenhagen Queer Tango Days i 2014 afholdt en workshop om at skifte roller. De tilførte dansen en pause, man i ro og mag kunne få byttet position og dansefatning.
Erica Valkren, som på en queer tango workshop under Copenhagen Queer Tango Days i 2014 underviste i rolleskift, hvor man brugte en musikalsk frase med et musikalsk højdepunkt som den musikalske ledetråd i dansen, dansernes fælles punkt for, hvornår rollen skiftet skal ske i en (improviseret) tango.
Gunner Svendsen og Mariana Docampo, som ved en tangoworkshop i København i 2016 helt klart illustrerede førerens magt til at danse ’hen over’ følgeren. Uanset hvor aktiv og selvsikker følgeren føler sig som danser, så er det føreren, som har det fysiske overtag i parrets dans.
Paula-Irene Villa Braslavsky, som overraskede mig ved at teste mig med masser af små queer interventioner fra sin positionen som følger, da jeg dansede med hende på en mainstream milonga i London i 2017.
Maite Dobarro, som ved en privat tangoaften i Valencia i foråret 2019 foreslog, at vi skulle danse queer tango uden at skifte dansefatning ud fra det princip, at ‘den danser der har næsen i danseretningen er den som fører’. Og som sagt så gjort. – Der skulle ikke ret meget til for at lokke mig ud på dansegulvet. 🙂